Jeg var på vej til de 9 år, da befrielsen kom. Tyskerne havde kapituleret og jeg oplevede den nærmest buldrende glæde der fik folk til at strømme ud af lejligheder og huse, råbe hurra, og falde hinanden om halsen og de næste dage blev vi alle forløst for den tys-tys og tavse lukkede stemning som havde været til stede de sidste mange år. Min opvækst var med nedrullede gardiner, rationering af alskens varer. Udgangsforbud, overflyvninger, skyderier om natten og ind i mellem bombebrag ved sapotagehandlinger. Tit også syngende marcherende tyske soldater gennem gaderne fra den nærmeste kaserne. Min skole var også okkuperet af tyskerne, så jeg gik i skole i et lokale på en trikotagefabrik.
Jeg husker også de hvide Røde-Kors busser der kørte gennem gaden med KZ-fanger med magre alvorlige ansigter der kiggede ud på de vinkende danskere. Det som jeg særlig husker var de følgende dage efter befrielsen, afhentning af stikkere og andre der havde arbejdet for tyskerne. På ladet af lastbiler blev de hentet og måtte stå med oprakte arme til spot og spyt og hånlige bemærkninger om forrædderi, bevogtet af frihedskæmpere med stålhjelme på hovedet og maskinpistoler på maven, og armbind der fortalte at de var på den rigtige side. Det gjorde et stort indtryk på mig. – Jeg var nu også heldig med at se Winston Churchill køre forbi i bil på Lyngbyvejen med en stor cigar i munden, på vej op til frokost hos kongeparret på Fredensborg.
Den 19. september 1944 blev det danske politi sat fra deres opgaver af tyskerne som ikke syntes de gjorde nok for at holde orden i landet i den tiltagende modstand, der blev stærkere og stærkere hos det danske folk. Der blev oprettet et hjælpepoliti: HIPO, der klædt i sort var det nye politikorps. Et rent dansk HIPO korps som gjorde efterretningstjeneste på ca. 22(=4) medlemmer med Jørgen Lorenzen som leder. Gruppen var en hemmelig afdeling af Gestapo, og var berygtet for deres mishandling af fanger og clearingsdrab (moddrab) og bombeattentater. Utallige var deres drab og mange måtte selv lade livet fordi de blev likvideret af modstandsfolk.
Jørgen Lorentzen var ateist. Han havde som så mange andre været i Tyskland for at arbejde og fundet sympati for nazismen og da han kom tilbage til Danmark blev han leder af gruppen med fast bobæl på politigården i København
Hans kæreste Anna Lund som var servitrisse på restauranten ”Mayfair” i Østergade, blev sapoteret af tyskerne fordi der her kom mange sympatisører for modstand mod tyskerne. Det bevirkede at Anna Lund mistede sit arbejde. Da hun kendte Jørgen Lorenzen fra restauranten og var forelsket i ham, sørgede han for at hun fik arbejde som kontorist på politigården og blev på den måde involveret i modstanden mod danskerne. Hun blev hans medhjælper. Hun var med i nogle anholdelser og til stede ved torturering af de anholdte. Derfor blev hun sammen med Jørgen og resterne af gruppen, anholdt den 5. maj, da befrielsen kom.
Anholdelsen var meget dramatisk. Gruppen var taget op i et sommerhus i Asserbo og ville vente med at komme frem til der var blevet mere stille. Frihedskæmperne havde fået nys om deres skjulested og råbte til dem at de skulle komme frem. Det ville de ikke. Ved hjælp af en hjemmelavet kampvogn beskød de nu sommerhuset med et maskingevær tværs gennem huset. Tre blev dræbt og mange blev sårede, deribland Jørgen Lorentzen i skulder og lår, og Anna Lund fik skudt begge arme i stykker så hun fik bortopereret den ene arm og den anden blev reddet, men den hang kun slapt ned til ingen mytte.
Lorentzen gruppen blev i den efterfølgende retsag alle dømt til døden. Her blev tre af dem henrettet mens de andre fik livsvarig fængsel eller kortere fængselsstraffe. Anna Lund blev også dømt til døden. Hun sad 11 år i fængsel indtil hun blev benådet og udvist til Tyskland hvor hun fik en krigs- skadeerstatning af den tyske stat. Da hendes elsker Jørgen Lorentzen fik sin dødsdom, søgte hun selv om at blive henrettet, men fik afslag af Kong Christian X, med den begrundelse af man ikke henretter kvinder i Danmark. De blev gift i fængslet efter at Jørgen Lorenzen var blevet skilt fra sin kone og de fik to timer sammen ved hans sidste måltid inden han skulle henrettes ved skydning.
Anna som var blevet gift Lund, kom nu til hedde Anna Lorenzen. Hun havde været gift før, to gange, men begge gange i et kærlighedsløst ægteskab. Hun havde en søn som hun elskede og tog ansvar for. Da hun mødte Jørgen Lorenzen oplevede hun for første gang den fysiske kærlighed som hun ikke troede fandtes. Det slog benene væk under hende. Det blev hendes skæbne. Kærligheden havde bragt hende i en situation der førte til mange års fængsel. – Hun brugte sin tid i Tyskland med at hjælpe børn der var blevet alene i krigen i Vietnam i gennem organisationen Terre Hommes til trods for sin invaliditet.
___________________________________________________________________
Som hans daglige navn: Jørgen Lorenzen bliver 4 22 til hans indre drivkraft. – 8 44 er et af hans skæbnetal som han skal forædle, men som han negligerer – 3 66 bliver hans negative MIS-tal. Han har dæknavnet: BIRK , som giver tallet 4 22. Desuden er han leder af 22 = (4) i gruppen. Det er ham der udskriver køresedler om hvad der skal foretages af sabotagehandlinger. Han er i høj grad styret af dette afvigende kriminelle tals negative fortid. Det er hans valg.
Han bliver anholdt 29 år gammel. Han er da i en PÅ 5. Det er min vurdering at da han kommer i arbejde i Tyskland, som så mange andre arbejdsløse, bliver han begejstret for nazismen. Han kommer der meget ung og er stadig i den eksperimeterede fase med sit liv, for at afsøge sine muligheder for udvikling. Det er hans tragedie at han vokser op i denne omvæltningstid så han lytter ikke til sine gode energier, men lader sig dominere af sine dårlige fortidsenergier. Han bliver anholdt sammen med Anna den:
Dette er en metafysiske analyse af et kærlighedsforhold under anderledes forhold. – Kilde: 2 bøger af ERIK HAAEST: HIPPOFOLK – Lorenzen gruppen. Og ANNA – Hippochefens enke.
